De 3 Principper i verden

Du kan læse meget mere om de 3 Principper og om hvordan denne forståelse nu benyttes i både Danmark og i resten af verden af mennesker, som igennem indsigten om vores universelle menneskelige natur har fundet meget mere ro, nærvær, velvære, håb og mening i livet.
Forståelsen deles af mennesker fra mange forskellige baggrunde - personlige som faglige:
Undervisere, lærere, psykologer, psykiatere, læger, sygeplejersker, pædagoger, social rådgivere, coaches, terapeuter mm....
Forståelse af Tankernes Indflydelse
At læne sig dybere ind i denne forståelse tilbyder en unik mulighed for at reflektere over vores indre liv, som påvirker vores relationer med andre. Sydney Banks, der i 1970'erne oplevede dybe indsigter, har formuleret principper, der belyser forbindelsen mellem vores tanker og vores livsmestring. Hans arbejde opfordrer os til at se på, hvordan vores mentale tilstande former vores oplevelser og interaktioner.
Spirituel Forbindelse
Derudover understreger Sydney Banks betydningen af vores spirituelle forbindelse i os selv og andre.
Når vi forstår og erfarer vores spirituelle forbindelse, åbnes der døre til et mere åbent sind og en dybere forståelse af mennesker og livet.
Du kan søge mere forståelse af Principperne her:
De 3 Principper i verden:
Refleksioner

Når frygt styrer os
Når frygt er en styrende faktor i vores arbejde enten som en tilbagevende mental tilstand i os selv eller i de mennesker vi arbejder med, vidner det ofte om, at vi ubevidst lader os styre og påvirke af vores tanker og følelser i for høj grad.
Frygt skaber rigtig meget indre stress og kan for mange medarbejdere blive årsag til stress sygemeldinger.
Frygtsomme tanker på arbejdspladsen hænger ofte sammen med, de indre oplevelser vi har af vores omgivelser og os selv. De handler ofte om, at vi er bange for ikke at gøre det godt nok, at gøre eller sige de forkerte ting, at fejle, ikke at kunne nå alt det vi mener vi bør og skulle nå, ikke have viden nok, at vores leder ikke kan lide os, at vores kollegaer ikke kan lide os, at nogen bagtaler os....osv...Listen kan være meget lang og jeg tror at den er meget genkendelig for rigtig mange mennesker.
Frygtsomme indre mentale tilstande som disse, kan for det første være meget overbevisende og blive til den virkelighed vi lever i hver dag på vores arbejde og for det andet kan de skabe rigtig meget indre stress, som forhindrer os i at være rolige og nærværende og jo egentlig også at nyde vores arbejdsdag. Hvis vi tager tilstanden med os hjem i privaten og i sengen når vi skal sove, kan det betyde en form for konstant indre stress døgnet rundt. Dette bliver ofte til selvforstærkende tilstande, der på alle måder forringer vores livskvalitet, livsglæde, kreativitet, lyst og overskud.
Når vi arbejder med mennesker som har kognitive udfordringer og på andre måder har behov for netop vores gode indre ro, vores oprigtige nærvær, vores overskud og kreative tænkning, så kan frygt tilstande som disse udfolde en form for "dobbelt negativitet"
Mennesker med hjerneskader, kognitive udfordringer, affektive lidelser, neurodivergens lever meget ofte i indre frygtsomme tilstande og mange af de reaktioner vi bedømmer som uhensigtsmæssige, udspringer netop af en indre frygtsom virkelighed. Derfor har de netop behov for mennesker omkring dem, som er i ro, kan skabe tryghed, kan være nærværende og lyttende. Men når vi som omsorgspersoner selv er præget af disse indre stress tilstande, bliver relationen præget af dette.
Vores evnen til at være i en klar bevidsthedstilstand, en forstående og rummende bevidsthedstilstand, sænkes ved indre stress tilstande som her beskrevet. Vi handler nu ikke længere ud fra klarhed, ro og visdom, men ud fra indre frygt og stress.
Forståelsen af hvordan vi selv er skabere af mange af disse tilstande kan hjælpe os til at komme dette mønster til livs. Det kan hjælpe os til at få nye og hjælpsomme indsigter om vores egne tankemønstre, vores egne reaktionsmønstre og ikke mindst en øget rummelig forståelse for de mennesker vi faktisk ønsker at hjælpe og støtte på bedste vis.

Roen i dig
Kunne det være....at vi er kommet til at tro på, at travlhed er lig med kvalitet ? Jeg har selv arbejdet med mennesker som pædagog og sygeplejerske i over 35 år....og har næsten altid befundet mig i et miljø præget af travlhed, stress og ofte mangel på begrebet tid...Kunne det simpelthen være, at travlhed er en dårlig vane....at vores travlhed måske mest er et udtryk for vores egen indre uro ...? Et udtryk for vores egen manglende grounding i os selv. Jeg ser det sådan (og har gjort det i mange år), at vi kan ikke være noget for andre, som vi ikke er for os selv...vi kan ikke give noget væk til andre, som ikke allerede lever inde i os selv...Når vi ikke selv som medarbejdere i arbejdet med mennesker som har behov for vores ro, nærvær og forståelse, har ro inde i os selv....ja så er det kun travlhed og uopmærksomhed vi kan give væk...Travlhed, stress og for mange indre dagsordener fjerner os fra vores menneskelighed, fra vores mulighed for at være roen, nærværet, forståelsen og fra at være lyttende og opmærksomt til stede. Måske er det i virkeligheden der vi alle vil trives allerbedst....når vi er groundede og forbundet med det, vi alle i virkeligheden er bagved travlheden - nemlig ro og velvære.

Når vi begynder at slappe mere af.
Roen i dig er der altid; denne ro er dit velvære og din sundhed. Jo mere du oplever denne vedvarende ro, desto lettere vil alting i livet begynde at forme sig.
Når vi er forbundet med denne oprindelige ro, vil vi automatisk føle os bedre tilpas, opleve livet med mere lethed og opdage, hvordan vi kan forbinde os mere naturligt med nærvær i alle vores relationer. Relationer er essentielle for vores trivsel, men den vigtigste relation vil altid være den, du har til dig selv.
Det er nemlig igennem dig selv, at du møder og forstår verden omkring dig.
Ved at prioritere denne indre ro kan du skabe et fundament for et mere meningsfuldt og tilfredsstillende liv.

Når din indre natur taler.
Naturen gør bare som den gør, fordi den er intelligent, den føler og følger den naturlige intelligens bagved alt nemlig livskraften.
Det er først, når vi gør modstand i mod eller ikke respekterer/ accepterer naturen i os selv, (og andre) at det går galt, at vi ryger i ubalance.
Det er først når vi gør træthed, usikkerhed, manglende lyst, smerter, ubehag mm. til et problem og begynder at kæmpe imod dette, eller forsøger at fixe det, fordi vi mener, at det er forkert, at der opstår problemer.
Træthed, usikkerhed, manglende lyst, smerter, ubehag, frustration mm, er naturens måde at fortælle os, at vi er på vej den gale vej. Det er kærlige opfordringer til at hvile, sætte farten ned og tage os kærligt af vores krop og vores mentale tilstande. Dette gælder for alle aldre og størrelser her i livet.
Hvis vi betragter dyr, ser vi, at de følger deres natur. Dyr hviler når de er trætte og leger når de er friske, de har pauser hvor intet gøres - blot ligger og kigger ud i luften. - Når de har smerter hviler de og når de oplever noget voldsomt ryster de lige kroppen - altså ryster oplevelsen af sig og så lægger de den bag sig. Dyr er bare naturlige og intelligente ift. deres egen natur.
Når vi mennesker begynder at se dette og leve mere med naturen i os selv og ikke imod naturen i os selv, vil det vi møder i kroppen ikke skræmme os så meget mere eller opleves som en forhindrings bane, som vi skal kæmpe imod eller overkomme. Vi vil måske nærmere sige " tak" og behandle vores krop, tanker og følelser lidt mere kærligt og fra et mere forstående sted.
Ro er faktisk det vi allerede er, når vi stopper lidt op i både tanke og handling, så er ro vores inderste og mest intelligente natur og vores sande styrke.
