De 3 Principper & Pædagogik

De 3 Principper: Livskraft, bevidsthed og tanke
De 3 Principper: Livskraft, bevidsthed og tanke

"If the only thing people learned was, not to be affraid of their experience, that alone would change the world"

Sydney Banks


Hvis det eneste mennesker lærte var ikke at være bange for deres indre oplevelser, ville det alene ændre verden.

De 3 Principper peger på, at vores mentale oplevelse af virkeligheden udelukkende er skabt i vores indre via vores egne tanker og følelser. Vores oplevelser skabes ud fra de personlige tanker, vi har til rådighed i selve øjeblikket.

Denne forståelse af tanker viser os, at alle psykologiske oplevelser skabes indefra og kun indefra os selv, via principperne: 

Livskraft, bevidsthed og tanke. 


Jeg vil herunder give en mere uddybende beskrivelse af disse 3 Principper, som i sig selv ikke står alene, men som skal ses i en helhed og som værende i evigt samspil med hinanden.

Det er vigtigt at pointere, at "De 3 Principper" IKKE er endnu en metode vi skal lære eller benytte. Det er ikke Mindfulness, eller kognitiv terapi, det er ikke Rudolf Steiner pædagogik, anerkendende eller langsom pædagogik eller Low Arousal. 

De 3 Principper er en menneskelig indsigt, en forståelse af den universelle menneskelige natur og psykologiske oplevelse.

Når vi fordyber os i de 3 Principper og begynder at forstå vores egen psykologiske virkelighed igennem dette, vil vi automatisk og uden anstrengelse kunne genkende dette i alle mennesker. Netop derfor virker det så kraftfuldt, når vi arbejder pædagogisk ud fra disse principper, for det sker igennem en naturlig forståelse og indsigt i vores universelle natur.

Vores nuværende pædagogiske område præges mere og mere af komplicerethed. Vi tillægger mennesket flere og flere diagnostiske beskrivelser og ser igennem briller der er farvet af metoder, beskrivelser, formler, bedømmelser, begreber og teorier.

3 P Pædagogik beder os om at se noget nyt, at tage "system brillerne" af og se og indse at vi ikke behøver at gøre noget, praktisere noget, øve os i noget - andet end at forstå hvad der skaber vores menneskelige, vores psykologiske oplevelse, hvert eneste øjeblik. Den beder os om at se efter det sunde i alle mennesker, at se alle menneskers universelle intelligens/visdom, at se at alle mennesker bag deres stressede mentale tilstande faktisk er hele, sunde, rolige og visdomsfyldte og de hverken er eller kan "gå i stykker".

3P Pædagogik ønsker, at vi begynder at forstå mennesker indefra, støtte mennesker indefra og se menneskers helhed og medfødte sundhed.

Vi indser, at vi altid må forsøge at se og opleve et andet sted fra, end det vi er vandt til. At se og forstå hvad der ligger bag handlinger og "adfærd", at forstå at affekt handlinger faktisk kan være et sundhedstegn og ikke noget vi behøver at frygte.

Gennem 3 P Pædagogik, kan vi begynde at forstå, at alle former for handlinger og "adfærd" udspringer af en umiddelbar indre oplevelse og altid umiddelbart er uskyldigt. 

Vi handler og agerer altid ud fra en tankeskabt virkelighed og vi kan altid kun handle og agere ud fra det umiddelbare bevidstheds niveau vi har til rådighed i selve øjeblikket.

Fra denne indsigt kan vi begynde at forstå affekt handlinger dybere og se, at det altid kun er en ydre reaktion på en indre tilstand. 

Mennesker med nedsatte kognitive evner, eller mennesker som er i følelsesmæssig/ mental ubalance, har ikke altid sproget til rådighed og kan have svært ved at udtrykke og sætte ord på svære og kaotiske/uforståelige indre tilstande. Netop derfor må vi se enhver handling og "adfærd", som umiddelbart intelligent og rigtig i øjeblikket, fordi vi altid kun ser en afspejling af en indre virkelighed, som i selve øjeblikket er sandheden for det enkelte menneske.

3 P Pædagogik guider os til at se dybere ind i vores separate oplevelser af livet og virkeligheden. Vi kan altid kun se vores egen oplevelse af virkeligheden og vi lever alle i forskellige virkeligheder side om side med hinanden. Det er ikke muligt at se eller kende til en andens umiddelbare virkelighed og derfor kan vi ikke dømme, forklare, retfærdiggøre eller endda forstå andres udsagn og umiddelbare handlinger, fordi vi ser udelukkende det andet menneske igennem vores egne "virkelighedsbriller", nemlig vores egen tankeskabte virkelighed.

"Your thoughts are like the artist's brush. They create a personal picture of the reality you live in." 

Sydney Banks

"Dine tanker er som en kunstners pensel. De skaber et personligt billede af den virkelighed, du lever i" 

De 3 Principper

Livskraft, Bevidsthed, Tanke


Universel Livskraft (Sind)

"We are one with no separation except for the illusion we have of our bodies." Sydney Banks

"Vi er ét uden nogen adskillelse bortset fra den illusion, at vi har af vores kroppe."

Livskraften er det vi alle oprindeligt er, inden vi fødes ind i en verden af fysisk form, ord, personlige tanker og ideer. Vi indeholder alle universel livskraft, om vi er bevidste om det eller ej. Livskraften er et intelligent princip i naturen, det er den universelle intelligens i alt og bagved alt, det er et formløst princip, en energi som guider og "styrer" alle processer i naturen og derved også i mennesket, da vi jo er natur.

Livskraften oplever vi, når vores hjerte banker, uden vores indblanding, når årstiderne skifter uden vores indflydelse, når hunden gør fordi den er en hund, når jorden drejer rundt af sig selv og når nye skabninger udvikles på jorden. Livskraften er den universelle visdom, der ligger bag ved alle former for liv, bag al skabelse og alle skabninger.

De fleste mennesker lever et liv, uden en umiddelbar følelse af forbundenhed med princippet Livskraft. Men dette princip er lige så levende og gældende som tyngde kraften. Livskraften beskrives også som Sindet, altså det universelle Sind, som er den visdom, der ligger bag ved alt pulserende liv og kraft. Vi bemærker ofte ikke dette princip i vores hverdag, da vi tager livet i os selv for givet, men når vi begynder at kigge dybere ind i livskraften, i den universelle visdom i os alle, vil vi opdage, at dette er vores forbundethed med alt levende. Det er selve livet bagved alt form, det liv vi er inden og når vi fødes.

Vi er altid guidet af dette princip og dette gælder for alle levende skabninger på jorden.

Livskraften ønsker at altid at guide os mod velvære og sundhed, jo dybere vi forstår dette i os selv, desto dybere vil vi forstå dette i alle mennesker. 

 Vi italesætter også princippet Livskraft som: Kvantefeltet, Universet, det formløse princip mm...alt sammen ord der forsøger at beskrive vores formløse eksistens. 

Universel Bevidsthed: 

"From the tiniest atom to the greatest mountain on earth, all life is one infinite ball of pulsating consciousness." Sydney Banks

"Fra det mindste atom til det største bjerg på jorden er alt liv én uendelig kugle af pulserende bevidsthed."

Alt på jorden rummer en form for bevidsthed. For os mennesker er bevidsthed det, der ligger bagved alle former for oplevelse. Hvis du ikke var bevidst, var du ikke i stand til at opleve. Bevidsthed er altid, vi er altid bevidste.

Vi kan leve mere eller mindre bevidst tilstede i livet og hvis vi når så langt til at være bevidstløse, er det slet ikke muligt for os at fungere i verden længere og vi må have hjælp til alt. Bevidstheden kan også beskrives, som det vi er før tanke og før følelser, det er den uendelige del af os, som ikke har en direkte fysisk tilstedeværelse, dvs. vi kan hverken røre ved eller se vores bevidsthed, den er lige så formløs, som den universelle visdom der strømmer igennem vores bevidsthed, men vi kan sige, at bevidstheden er det der lyser vores tanker op og gør dem virkelige. 

Vi har altid vores bevidsthed rettet mod noget, som en lommelygte der lyser enkelte områder op, vi kan dog udvide vores bevidsthed, ved at trække vores bevidstheds tilstand, som også beskrives som vores sjælelige eksistens, tilbage fra vores daglige og personlige tanker og her opleve en mere subtil tilstedeværelse. Herved kan vi få fornemmelsen af en dybere oplevelse af vores formløse tilstand, der endnu ikke er "farvet af personlige tanker". Bevidstheden vækker os til live og vækker vores sanser til live og lader os erfare livet i og udenfor os selv.

Vi kan beskrive vores bevidsthed som den klare himmel, bagved skyerne, tankeskyerne. Når vi har mange personlige tanker, dækker det for vores mere klare bevidsthed og vi kan blive mere eller mindre "opslugt" af vores egne tanker om dit og dat. Men når vi ved og ser, at der altid findes en klarere og mere åben bevidsthed lige bagved enhver tanke, kan det blive lettere for os, at leve i en lidt mere klar, åben tilstand, hvor vores opmærksomhed ikke kun er rette på vores egne tanker.


Universel Tanke:

"The solution to outwardly complex problems created by misguided thought will not arise from complicated analytical theory but will emerge as an insight wrapped in a blanket of simplicity." Sydney Banks

"Løsningen på udadtil komplekse problemer skabt af vildledt tankegang vil ikke opstå fra kompliceret analytisk teori, men vil fremstå som en indsigt pakket ind i et tæppe af enkelhed."

Princippet tanke viser os at det altid er vores tanker, der er skabere af vores indre følelsestilstande. 

Tanker er energi, formløs energi, der konstant bevæger sig igennem os eller rettere sagt, tænkes i os. Tanker gøres virkelige via vores bevidsthed og de gøres kropsligt virkelige og skaber vores oplevelse igennem vores nervesystem, som designer vores følelser.

På denne måde bliver de tanker vi tænker, konstant skabere af vores virkelighed og fulde oplevelse af verden.


"All you must know is everything is created from thought, you don't need to know anything else". Sydney Banks

"Alt du skal vide er, at alt er skabt af tanker, du behøver ikke at vide noget andet".

Princippet Tanke er det universelle princip, der altid skaber vores indre virkelighed. Universel Tanke er skabelsen bagved alt. Bagved alle former for følelser, oplevelser og handlinger. De tanker vi tænker, tager form igennem vores bevidsthed og derved bevæger tanker sig fra det upersonlige til det personlige. Alt det vi lærer gennem livet, alt det vi hører, indlærer, opdrages igennem, læser mm. bliver til vores personlige tanker, som er vores umiddelbare intellekt, det der lagres i vores hukommelse. Vores personlige tanker, afspejler alt det vi ved, eller alt det vi tror vi ved, det farves nemlig igennem vores fysiske sanser og personificeres igennem vores hukommelse, tidligere oplevelser mm. derfor kalder vi det for vores personlige tanker. Vores personlige tanker er altid farvet af vores umiddelbare bevidstheds niveau og af hvordan vi i selve øjeblikket forstår og sanser det vi oplever, hører, ser, fornemmer og husker.

Princippet Universel Tanke kan beskrives som neutral, som den oprindelige tanke, der ligger før vores personlige tanker. Tanker fra dette sted forholder sig ikke til det ydre, det er kun vores personlige tanker der gør dette. Universel Tanke indeholder endnu ikke adskilthed, bedømmelse og er endnu ikke farvet af vores personlige oplevelser. Derfor kan princippet Tanke give os en dybere forståelse af, at vi igennem vores umiddelbare personlige tanker/vores intellekt ikke ser helheden, men blot brudstykker af helheden. Vores personlige tanker rummer nemlig kun det vi allerede ved og husker og det bliver derfor også til det "vi tror vi ved", for når vi åbner os for et større eller dybere perspektiv, vil vi indse, at der er så uendeligt meget vi ikke ved endnu, men det er altid tilgængeligt for os og del af os. 

Sydney Banks udtrykte dette som "Little mind" og "Big mind" – altså det lille sind (vores personlige tanker/intellektet) og det store sind (Universel Tanke/Visdom).


Principperne og mennesket

Når vi møder mennesker med kognitive udfordringer, hjerneskader eller neurodivergens, kan det være let at antage, at der er noget fundamentalt galt. Det er afgørende at ændre dette perspektiv og begynde at se med et åbent sind. Den eneste forskel der findes iblandt os mennesker, er måden hvorpå vi oplever og fortolker verden gennem vores tanker.

Vi ser og oplever verden forskelligt, og det skaber unikke indre forestillinger, tanker og følelser. Denne forskellighed er ikke en svaghed, men snarere en berigelse af det mangfoldige menneske. 

At anerkende og værdsætte disse forskelle kan hjælpe med at fremme et mere inkluderende og forstående samfund. 

Hvad nu hvis...

  • Noget så simpelt som at finde ro, velvære og forståelse inde i dig selv...ville gøre dig til den allerbedste pædagog, lærer, omsorgsperson, leder mm.
  • At jo dybere du begynder at forstå dig selv og dine indre oplevelser, desto dybere vil du kunne forstå et andet menneske, som netop har behov for din forståelse.
  • Du begynder at se, at vi alle altid er guidet indefra af vores medfødte visdom og sundhed
  • At tilliden til et andet menneske, er den største gave du kan møde et andet menneske med, hver dag.

Det er altid i nuet, at vi har muligheden for at være tilstede med nærvær, forståelse og tillid. Det er her, vi virkelig har muligheden for at stille os lyttende til rådighed og virkelig forsøge at høre et andet menneske helt.